Hele Danmark og den internationale cykelverden følte med Chris Ankers Sørensens familie, da den vellidte cykelstjerne og kommentator omkom ved en cykelulykke for nylig.
Nu får Chris Anker Sørensen så mulighed for at støtte kræftsagen, der altid har haft hans og familiens opbakning.
Den afdøde cykelrytters cykeltøj bliver nemlig sat på auktion til fordel for ”'Knæk Cancer”.
Det fortæller tv2.dk.
- Ideen kom faktisk fra Chris Ankers enke en dag, hvor vi sad i huset og talte om tingene. Hun havde tænkt på, at ”Knæk Cancer” nærmede sig, og at de altid i familien har støttet indsamlingen, fortæller Chris Ankers tidligere kollega, cykelkommentatoren Dennis Ritter, tv2.dk.
- Det ville gøre gavn, og samtidig ville det gøre familien glad, fordi de ved, at Chris ville være stolt over at kunne hjælpe, siger Dennis Ritter.
Der er tale om et fuldt cykelsæt med trøje, bibs - cykelshorts med seler - overtrækstrøje og strømper, der i første omgang kan ses udstillet i forbindelse med Cyckling4Cancer, der afholdes i Lyngby i weekenden.
Vil du byde, så foregår det på Odendo, der administrerer auktionen.
Se tøjet og højeste bud her.
Auktionen udløber lørdag aften.