Man kunne tro, at det ville være en fordel for Chris Anker Sørensen at komme i udbrud uden sine værste konkurrenter i konkurrencen om den prikkede bjergtrøje.
Men sådan forholder det sig ikke.
Danskeren fra Saxo Bank-Tinkoff Bank håber, at han kan komme i udbrud med sine værste konkurrenter.
- Rent taktisk vil det være bedst at komme af sted med Fredrik Kessiakoff, for jeg kan forestille mig, at Astana rigtig gerne vil have den.
- Hvis jeg ikke har Kessiakoff med i udbruddet, så vil Astana nok sætte sig frem og hente os. Så jeg må have ham med, og så må jeg bare være den bedste i spurterne, siger Chris Anker Sørensen.
Danskeren ligger på tredjepladsen i klassementet med 39 point, mens den førende svensker har 69 point.
- Pointforskellen til Kessiakoff er ikke særlig stor. Hvis jeg har gode ben, er der muligheder, hvis jeg ikke har gode ben, så er der ingen muligheder, siger Chris Anker Sørensen.
- Jeg tror, jeg har okay muligheder for at slå Kessiakoff. Han var lidt bedre, da vi kørte til La Toussuire, men jeg sad der stadig, da han blev sat.
- Desværre fik jeg så ikke de point, jeg gerne ville have haft på den sidste kategori 1.-stigning.
Fredrik Kessiakoff er imidlertid ikke den eneste rival i kampen om bjergtrøjen, men det vil Chris Anker Sørensen ikke tænke på.
- Man så også i forgårs, at Thomas Voeckler spurtede for point på 2.-kategorien. Jeg tror også, at han tænker på bjergtrøjen.
- Jeg bekymrer mig ikke så meget om mine konkurrenter, for skal man sidde og holde øje med alle 20 mand, der går efter den, så kan man sidde og glemme at komme med i udbruddet.
/ritzau/