Den danske cykelrytter Chris Anker Sørensen fra Saxo Bank-Tinkoff Bank er en medtaget mand efter Tour de France. Alligevel vil han meget gerne køre det spanske etapeløb Vuelta a España, som holdets stjerne Alberto Contador drømmer om.
- Jeg vil jo gerne køre det løb, fordi jeg tror, vi har en god chance for at vinde. Jeg har endnu ikke kørt på et hold i et af de store etapeløb, hvor vi har vundet, siger Chris Anker Sørensen til Ekstra Bladet.
Den danske rytter fik beskadiget to af sine fingre på en af de sidste etaper af Tour de France i år, men formåede med et blodigt styr og en hånd i bandage alligevel at køre helt til Paris.
Her blev det til en samlet 14.-plads, ligesom han fik prisen for at være den mest angrebsivrige rytter. Og det har holdets stjerne Alberto Contador, som lige nu afsoner en karantæne for brug af doping, lagt mærke til.
Spanierne vil nemlig gerne have den hårdt kæmpende dansker med til Vuelta a España, fortalte holdejer Bjarne Riis tirsdag. Og det betyder meget for Chris Anker Sørensen.
- Jeg ser det som et rigtigt stort skulderklap, at Alberto Contador spørger direkte efter mig, så jeg vil virkelig gerne køre det løb, siger danskeren.
Bjarne Riis fortalte også tirsdag, at Chris Anker Sørensen ikke er en del af det planlagte hold til Vueltaen lige nu. Blandt andet fordi Sørensens fingre skal nå at hele - og det er rytteren klar over.
- Fingrene skal hele, jeg skal nå at få noget træning, og så må vi se, om formen er der, når Vueltaen begynder, siger Chris Anker Sørensen.
/ritzau/