Team Saxo Bank-Sungards 26-årige klatrer, Chris Anker Sørensen, sluttede søndag som bedste bjergrytter i Romandiet Rundt.
På dagens sidste etape fra Champagne til Geneve snuppede han 12 point på to kategori 1-stigninger.
Dermed vandt Sørensen med kælenavnet Oksen fra Hammel konkurrencen foran ukrainske Oleksandr Kvatjuk fra Lampre-mandskabet.
"Det var dejligt at komme på podiet i så stort et løb som Romandiet Rundt, hvor verdens bedste ryttere er samlet. Da jeg startede løbet havde jeg en målsætning om at køre klassement, men da jeg ikke var fuldt restitueret efter Liege-Bastogne-Liege på de første etaper, måtte jeg sadle om. Derfor er jeg tilfreds med resultatet," siger han.
Efter strabadserne er det tid til at komme til kræfter for Chris Anker Sørensen.
"Nu venter der en mindre pause til mig, inden jeg atter starter formopbygningen til Schweiz Rundt i juni måned," siger han.
Etapen blev vundet af Ben Swift fra Sky, mens Cadel Evans fra BMC vandt løbet for anden gang.