Tanken er ganske uudholdelig, men Chris Anker Sørensens tragiske ulykke er ikke det første cykel-dødsfald hos familien fra Hammel.
To år før Chris Anker Sørensen kom til verden, døde hans storebror Flemming også tragisk i en ulykke under træning på cykel.
Det var Chris Anker Sørensen selv, som sammen med en tredje bror, Allan Bo Andresen, fortalte om ulykken i bogen ”Brødre på landevejen” fra 2018.
Det skriver eb.dk.
I bogen fortæller Allan Bo Andresen om sin storebror Flemming.
De to havde samme mor som Chris Anker, men ikke samme far. De voksede dog op med Chris Ankers far, Poul, som de betragtede son far.
Som Chris Anker siden blev det, var begge brødre bidt af en gal cykel og blev bakket op i interessen af Chris Ankers far Poul.
En eftermiddag i 1981 gik det grueligt galt for Flemming.
Han var ude for at træne sammen med Poul, mens ni-årige Allen Bo Andresen var blevet hjemme.
- Min far lå forrest, og som jeg har hørt det, var Flemming 30-50 meter bagefter på sin cykel. Bilisten sagde efterfølgende, at Flemming slog et slag ud på vejen og derfor blev ramt af bilen, men ingen ud over bilisten ved reelt, hvad der skete, skriver Allan Bo Andresen i bogen.
Storebroderen blev kørt på hospitalet og lagt i respirator, men Flemming stod ikke til at redde.
Chris Anker Sørensen døde i lørdags i Belgien, hvor han skulle have dækket VM i Cykling for TV2.
Han blev påkørt af en varevogn under en cykeltur og døde efterfølgende af sine kvæstelser.