Chris Anker Sørensen har efter hårdt slid opnået sit første mål for torsdagens etape i Tour de France, nemlig at blive en del af det tidlige udbrud, så han har mulighed for at høste nogle bjergpoint på Col de la Madeleine.
Også Nicki Sørensen er med i udbruddet.
Starten på 11. etape blev lige så hektisk, som Saxo Bank-Tinkoff Bank havde forudset.
Tilsyneladende ville alle feltets ryttere i udbrud, da løbet blev skudt i gang lidt uden for startbyen Albertville.
De mest aktive omkring etableringen af udbruddet var Rabobank-rytteren Robert Gesink og Marcus Burghardt fra Cadel Evans' hold BMC.
Men også Chris Anker Sørensen knoklede hårdt i front for at komme med i gruppen.
Alexandre Vinokourov og Philippe Gilbert er også aktive i udbruddet med danskeren.
/ritzau/