Chris Anker skeptisk over Tour i Danmark

Touren i Danmark er en spændende tanke, men det vil være surt for rytterne, siger Chris Anker Sørensen.

Chris Anker Sørensen er splittet i sin holdning til, om en dansk Tour de France-start er en god idé.

Da han hører løbsdirektør Christian Prudhommes holdning - nemlig at det er inden for mulighedens rammer - lyder den prompte reaktion:

- Det lugter langt væk af en Grand Depart i Hammel.

Men rytteren med rødder i den østjyske by, der netop har været vært for DM i cykling, er også skeptisk.

- Jeg vil sige, at det vil være fedt at starte i Danmark. Men som udgangspunkt er jeg lidt imod det, for enten skal vi ud på lange transfers, eller også har vi en hviledag efter tre dage som med Giroen i Danmark.

- Omvendt er det superfedt, så jeg er både lidt for og imod, siger Chris Anker Sørensen.

Det bliver dog under ingen omstændigheder før om 3-5 år, hvis overvejelserne nogensinde bliver til virkelighed.

For de kommende år er der allerede lavet mere eller mindre faste aftaler med andre startsteder, oplyser Tour de France-ledelsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.