Chris Anker Sørensen trodsede lørdag både hånd- og bensmerter og kørte en fremragende enkeltstart, der betyder, at han sandsynligvis slutter på en samlet 14.-plads i dette års Tour de France.
Selv om danskeren på lørdagens enkeltstart var mere end seks og et halvt minut efter etapevinderen Bradley Wiggins på en 78.-plads, så var det nok til at holde den flotte klassementsplacering.
- Jeg er glad for, at jeg har holdt min placering. Det gik egentlig meget godt, men enkeltstarten var skrækkelig hård.
- Den var led. Jeg kunne bedre lide den første, for i dag var der meget vind, og det var fladt. Man kunne se langt frem.
- Omkring halvvejs tænkte jeg, at jeg aldrig ville komme i mål. Men jeg fik meget støtte fra bilen bagved, og det hjalp mig igennem, siger Chris Anker Sørensen.
Den beskadigede hånd, som torsdag kom ind i hans forhjul, da han ville fjerne en vildfaren avis, mærkede han ikke meget til.
- Den generede mig ikke. Smerterne i benene tog ligesom fokus væk fra hånden, konstaterer danskeren og fortæller, at hånden sandsynligvis skal opereres på tirsdag, når Tour de France er afsluttet.
- Det var godt, at ruten ikke var så teknisk, for jeg kunne ikke så godt bremse. Jeg kunne heller ikke skifte fra stor til lille klinge, men det var heldigvis ikke nødvendigt i dag, siger Chris Anker Sørensen.
Danskeren, der søndag ifølge TV2 bliver hædret som Tour de Frances mest angrebsivrige rytter i Paris, er 25 minutter og 27 sekunder efter den gule førertrøje Bradley Wiggins.
Tour de France slutter søndag.
/ritzau/