»Han kan sagtens vinde på Alpe d Huez. Det har han potentialet til. Og til næste år kommer han i top-10 til OL.«
Sådan lyder den rosenrøde fremtid for det 23-årige cykeltalent Chris Anker Sørensen, hvis man spørger cykellandstræner Lars Bonde.
Spørger man Chris Anker Sørensen selv, er han lidt mere beskeden, omend også han drømmer om de store triumfer i Tour de France.
»Jeg håber da, at jeg kan blive rigtig god og vinde en bjergetape en dag. Og måske tage en top-tyver i Touren om nogle år,« siger han.
Fornemt debutår
Selvom CSC-rytteren bare er i færd med sin første sæson som professionel, har han allerede vist sit potentiale flere gange. En sjetteplads i Tyskland Rundt blev fulgt op med en flot placering som nummer 19 i Vuelta a España og senest en 25.-plads ved VM i Stuttgart.
Sidstnævnte løb var en særlig udfordring, fordi den uerfarne rytter aldrig havde prøvet så langt et løb.
»Det var lige 50 km længere, end jeg tidligere har kørt, og det kan man godt mærke, men jeg tror, at det er noget, der kommer med erfaringen,« forklarer han. Skal drømmene om Tour-succes opnås, kræver det dog hårdt arbejde.
»Det kræver hårdt arbejde, men det er han klar til. Han er en flittig rytter med en god arbejdsmoral,« roser landstræneren.