Mens der stadig tales om krise og høj arbejdsløshed herhjemme, så springer champagnepropperne hos Mærsk.
Halvårsregnskabet, som fremlægges her til morgen, er nemlig lidt af et festfyrværkeri. I modsætning til 2009, hvor der på bundlinjen stod 5,5 milliarder med røde tal, så viser regnskabet for første halvår af 2010, at containerrederiet har tjent 14,2 milliarder efter skat, hvor man kun havde regnet med 11,2.
Det flotte regnskab får rederiet til at opjustere forventningerne til det samlede overskud for året på over 23 milliarder.
Trods det lovende regnskab er selskabet stadig forsigtig i forhold til det samlede resultat.
"Der er fortsat betydelig usikkerhed knyttet til forventningerne til 2010, ikke mindst som følge af udviklingen i verdensøkonomien. Særlig usikkerhed knytter sig til containerfragtraterne, de transporterede mængder, dollar-kurs og oliepris", skriver A.P. Møller-Mærsk i regnskabet.
Det er især containertransporten, at Mærsk har spundet guld på i år. Efterspørgslen har været høj, og derfor har man kunnet hæve priserne.
Den høje omsætning gør A.P. Møller-Mærsk til Danmarks største virksomhed, og i Norden er de kun overgået af StatoilHydro.