Chokoladefabrikanten Aalborg Chokoladen trækkes i retten for plagiat.
Det er den danske interiør- og legetøjsvirksomhed Maileg, som har stævnet chokoladeproducenten.
Striden er om Aalborg Chokoladen har plagieret syv af Mailegs figurer. Figurerne indgik i Aalborg Chokoladens juleæsker og julekalendere, skriver blandt andre TV 2 Nord.
Det er ikke lykkedes de to parter, at indgå et forlig, så vil Maileg have rettens ord for, at det er plagiat og forlanger 450.000 kroner i erstatning.
- Krænkelsen er der ikke nogen diskussion om efter min opfattelse. Altså om det er Aalborg Chokoladen eller det grafiske firma, det må de jo løse, siger Johan Løje, advokat for Maileg, til TV 2 Nord.
>>> TV 2 Nord har sat nogle af de illustrationer, som sagen drejer sig om, op mod hinanden. Prøv at se om du kan se forskel - klik her <<<
Hos Aalborg Chokoladen er kommentaren, at når man sætter et reklamebureau til at lave noget, så har de styr på sådan nogle ting.
Direktør John Aslak Jensen, Aalborg Chokoladen, anerkender at der er ligheder, men det er "kørt helt ud af proportioner".
- Vi behøver ikke have nogle til at brande vores navn, og vi behøver ikke at kopiere andre. Vi ved, hvad vi står for. Det er det vigtigste for mig, siger direktøren.
Taber Aalborg Chokoladen sagen og skal virksomheden betale den forlangte erstatning, så skal der også kasseres emballage til en værdi af 500.000 kroner plus at der skal betales advokatregninger.