Om så supermarkederne gemte slik og chokolade helt ud i på lagret, vil kunderne stadig finde andre usunde varer. Derfor er det forenklet, når forbrugerminister Carina Christensen (K) foreslår, at slikket skal være sværere at finde for kunderne for at dæmme op for usunde vaner.
Det siger chefen for Guldbarrer og Bonbon-slik, direktør i Toms Gruppen Jesper Møller.
»Man forenkler problemet. Alle taler om, at det kun er slik og sodavand, der er problemet, men danskerne bliver også tykke, fordi de bevæger sig for lidt, og fordi de spiser for meget af det forkerte. En snuptagsløsning som at gemme slik og usunde sager i hjørnet af butikken vil ikke virke,« siger Jesper Møller.
Han har selv stået i køen i supermarkedet med sine tre børn, og ved godt hvad der vil ske, hvis ikke slikket stod ved kassen.
»Så ville de bare spørge efter noget andet. Kager, flæskesvær eller andet usundt. Hvis man begynder at gemme de usunde varer væk, hvor skal man så stoppe,« siger han.
I stedet skal forbrugerne selv tage ansvaret for, hvad de putter i munden.
»Folk ved jo godt, at vores slik er fyldt med kalorier, og derfor ved folk også at slik ikke noget man spiser dagligt, men noget man belønner sig selv med til særlige lejligheder,« siger Jesper Møller.