Amerikanske Google tyvstarter rækken af falske historier 1. april med en sand choknyhed for verdens YouTube-brugere.
Folkene bag det populære site lagde søndag en video op på hjemmesiden med et simpelt budskab: YouTube vil blive mørklagt fra midnat, så alle videoerne kan blive vurderet. I 2023 vil hjemmesiden åbne igen og kåre klodens bedste video.
- Vi er tæt på at være ved vejs ende. Ved midnatstid vil youtube.com lukke. Efter otte fantastiske år er det endelig tid til at gennemse alt på vores hjemmeside og begynde processen med at vælge en vinder, siger Tim Liston fra YouTube i videoen.
Chefen for videotjenesten siger, at meningen med YouTube hele tiden har været, at tjenesten skulle være en video-dyst:
- Vi startede YouTube i 2005 som en konkurrence med et simpelt mål - at finde den bedste video i verden, siger Salar Kamangar.
YouTube vurderer, at mere end 70 timers videomateriale er blevet lagt ud på hjemmesiden hvert minut.
Google købte YouTube i 2006 for 1,65 milliarder dollar, og hjemmesiden er blevet mere og mere populær. For under to uger siden lød det, at mere end en milliard mennesker benytter sig af YouTube hver måned - især på grund af det stigende salg af smartphones.
Næsten halvdelen af alle verdens internetbrugere besøger hjemmesiden, vurderer YouTube.
/ritzau/Reuters