En af dansk revys helt store stjerner Claus Ryskjær er død i en alder af 71 år.
Han er blandt andet kendt for sammen med kollegerne Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl at skabe sjove indslag i de årlige Cirkusrevyer.
Og kollegaens død har berørt Lisbet Dahl.
- Det er dybt chokerende. Det skete for cirka otte dage siden. Vi er alle sammen så dybt ulykkelige over, det der er sket, siger Lisbet Dahl til Ekstra Bladet.
Hun fortæller til avisen, at Claus Ryskjær ikke var syg, men blot faldt om og døde. Den berørte skuespillerinde har svært ved at svare på spørgsmålet om, hvordan hun vil huske ham.
- Det er umuligt at svare på. Han var jo min bedste ven. Vi var sjælevenner. Så det er dybt forfærdeligt, siger Lisbet Dahl til Ekstra Bladet.
Lisbet Dahl og Claus Ryskjær har spillet sammen flere gange i Cirkusrevyen. Her er de fotograferet sammen med resten af holdet i 2005. Foto: Scanpix/arkiv