Vores fælles skattekasse har en helt speciel udgift på omkring en halv million kroner om året. Pengene bliver brugt til affyring af to kanonskud, der hver dag skyder solen op og ned, skriver eb.dk.
På batteriet Sixtus på Holmen i København står kanoner hver dag klar med løst krudt, der bruges til at markere både solopgang og -nedgang.
Sidste år brugte Forsvaret mere end 1200 kroner om dagen alene på det løse krudt, der bruges til at holde gang i traditionen. Det svarer til en lille halv million kroner om året.
Det er regentens ønske, at salutten affyres hver dag, og ifølge militærpolitiet er det deres opgave at holde gang i traditionen.
Hoffets kommunikationsafeling har ingen kommentarer til, hvorfor kanoerne på Holmen skal prioriteres, skriver eb.dk.
Pengene til kanonaffyringerne kommer fra Forsvarets pengekasse, og de er en del af Forsvarets budget som en støtte til Kongehuset.
Kanonomkostningerne er ikke det eneste sted, at Kongehuset koster Forsvaret penge. Alene i 2013 havde forsvaret omkostninger på 181,5 millioner kroner, der var knyttet til Kongehuset. Udover den traditionelle salutering gik pengene til blandt andet Kongeskibet og Livgarden.
Det blev bestemt i 1788 ved en kongelig resolution, at kanonerne skal skydes af dagligt.
Marinestabet i Forsvaret er glade for traditionen.
"Vi synes, det er en god tradition, og vi er glade for den," siger Jesper Rasmussen, som er presseofficer i Marinestaben.
Kilde: eb.dk.