Mette Frederiksen har ikke kun en, men tre nye ministre i ærmet i dag.
Det skriver Statsministeriet i en spritny pressemeddelelse.
Forsvarsminister Trine Bramsen udnævnes til transportminister og minister for ligestilling, idet ligestillingsområdet samtidig overføres fra Beskæftigelsesministeriet til Transportministeriet.
Skatteminister Morten Bødskov udnævnes til forsvarsminister, og medlem af Folketinget Jeppe Bruus udnævnes til ny skatteminister.
Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Peter Hummelgaard vil herefter fremover benævnes beskæftigelsesminister.
Klokken 11.00 blev de nye ministre præsenteret af statsminister Mette Frederiksen for dronning Margrethe på Amalienborg.
Eneste fraværende var Trine Bramsen, som må undvære det royale besøg på grund af smitte med COVID-19.
Transportminister Benny Engelbrecht udtræder samtidig af regeringen og modtages i afskedsaudiens hos Hendes Majestæt Dronningen kl. 12.30.