Badehotellet er slut – vel at mærke for altid.
Så bombastisk skriver Filmmagasinet Ekko, der desværre heller ikke kan hente positivt nyt hos TV 2’s fiktionschef Katrine Vogelsang, som hverken vil be- eller afkræfte bladets nyhed.
Serieskaber Stig Thorsboe oplyser til filmmagasinet, at han højt og helligt har lovet TV 2 at ”holde kaje”, indtil tv-stationen i morgen mandag melder nyt ud om den populære serie.
Bliver det uigenkaldeligt sidste afsnit af ”Badehotellet”, når TV2 blænder op for serien i morgen aften.
Det virker forrykt, men noget tyder på det.
Omkring halvanden million seere har fulgt strabadserne og hyggen på hotellet – og serien har ikke kun banket de fleste konkurrenter seermæssigt, men også opnået sammenligning med selveste ”Matador”.
Angiveligt melder TV2 ud fra morgenstunden mandag, hvorvidt det er slut med ”Badehotellet” - eller vi kan begynde at glæde os til en sæson nummer ti.