Trods fine point fra dommerne måtte Lakserytteren og partneren, Mille Funk, pakke lakskoene efter fredagens udgave af ”Vild med dans”.
Det kom som lidt af et chok, for dommerne havde med 23 point placeret dem midt i feltet efter aftenens danse.
Men seerne ville det anderledes og sendte youtuberen i omdans med krimiforfatteren Michael Katz Krefeldt og dennes partner, Karina Frimodt. Og her vandt altså forfatteren.
Endnu en gang scorede Jacob Haugaard bundkarakterer, men han har allerede udviklet sig til lidt af en yndling hos seerne, der sendte den gæve århusianer sikkert videre i konkurrencen.
På forhånd var maraton-løberen Abdi Ulad favorit til at ryge ud, men han klarede sig også videre i sikker stil.