Prins Harry vil fejre julen med sin nye "reservefar" frem for med sin egen, prins Charles. Det skriver Daily Mirror.
Den canadiske pladeproducent David Foster, 70, og hans kone, Katherine McPhee, 34, er blevet så tætte med Harry og Meghan, at kilder fortæller avisen, at Harry betragter ham som en slags reservefar og nyder hans selskab.
Det var også David Foster, som skaffede både et sted at bo i Canada, da de rejste derover forrige år på ferie, og det var ham, som hjalp til med at skaffe parret den gyldne milliard-kontrakt med Netflix.
David Foster og Katherine McPhee. Han har arbejdet med store navne såsom Elton John, Celine Dion og Whitney Houston. Hun kender Meghan fra gamle dage. Foto: Scanpix
Hans skuespiller-kone, som er den femte i rækken, gik i skole med Meghan i Los Angeles, og de er meget tætte. Og nu har Harry og fru Meghan Markle så – ifølge avisen – sprunget bomben: De vil lave deres egen jul i hjemmet i Santa Barbara med venner, og på gæstelisten er selvfølgelig også The Fosters.
Det er endnu et slag i hovedet på Harrys store royale familie, som har en lang tradition for at samles på Sandringham i Skotland og fejre julen der. Sidste år var de heller ikke med, da de ønskede at tilbringe et par måneder i Canada.
Kløften mellem brødrene bliver bredere
Lige da de kom hjem derfra besluttede de, at de ville bo i Canada, som så senere blev til USA. Dronning Elizabeth kvitterede med at gøre dem begge til "ikke kongelige" og fratage dem alle privilegier.
Den officielle undskyldning for ikke at komme hjem til jul vil højst sandsynlig hedde, at på grund af Covid-19, er det for usikkert, gætter de royale eksperter på i England.
Kløften mellem brødrene William og Harry bliver nu endnu større, da selvsamme kilder mente, at de to kunne klinke nogle af skårene ved at have nogle dage sammen over julen.