Det er den såkaldte perfekte storm. Iskoldt vejr med op til minus 15 grader, ingen vind til at drive de mange vindmøller og en knudret og rigid energiforsyning har nu sendt prisen for en kilowatttime op i svimlende 20 kroner i Storbritannien.
Det vil sige at en vask i vaskemaskinen og en hurtig tørretumling efterfølgende vil koste en englænder mindst 30 kroner, medmindre man har ældre hvidevarer, så kan det tal blive meget højere. Har man huset opvarmet med el, ja - så bliver ekstraregningen flere tusinde om måneden.
Flere nedlagte kulkraftværker bliver gjort klar til at fyre med det forurenende brændsel bare for at kunne følge med efterspørgslen overhovedet. Og den fælles indsats fra EU, som holder hånden under mange ekstreme priser, er Storbritannien jo ude af som følge af Brexit.
Flere og flere englændere falder i dag under kategorien "Energy Poverty" – energifattigdom. Regeringen kan ikke gøre så meget, men de har lige lanceret en energispare-kampagne her op til jul, hvor de trygler deres borgere til at spare på energien, da man ellers vil kunne opleve nedlæggelser i forsyningen indimellem.
Og spare gør englænderne – de kan jo næsten ikke andet med de priser. Til sammenligning ligger en kilowattime herhjemme i dag mandag den 12. december på 5,53 kr.