Blot en måned før første omgang af det franske præsidentvalg har Jacques Chirac officielt peget på sit eget partis kandidat, Nicolas Sarkozy. Det skriver Reuters onsdag.
Chirac har ellers været tilbageholdende med at udtrykke sin støtte til Sarkozy, da de to ikke er kendt for at være gode venner. Men partiet endte altså med at komme i første række.
- Det er helt naturligt, at jeg giver ham min stemme og min støtte, sagde Chirac ifølge Reuters.
Chirac fortalte samtidig, at Sarkozy vil træde tilbage fra posten som indenrigsminister 26. marts for helt at hellige sig valgkampen.
Det franske valg foregår over to omgange. Første stemmedag er søndag 22. april, hvor Sarkozy ventes at gå videre sammen med socialisternes Ségolène Royal.