Der er ingen grund til at græde over den stærke chili. Nu viser det sig, at forskere har fundet frem til, at jalapenos indeholder et stof, der ser ud til at kunne dræbe vigtige dele i kræftcellen, skriver BBC.
Det er stoffet capsaicin, der findes i flere typer chili, der har den gode egenskab, eksempelvis de små meget stærke og den grønne jalapenos.
Det er forskere på Nottingham University, der har fundet ud af, at dette stof måske kan bruges effektivt i fremtidens medicin. Capsaicins virkning er testet på kræftceller i lunger og bugspytkirtel.
»Eftersom der er tale om en virkning, der skyldes angreb på centrale og meget sårbare dele af kræftcellerne, har vi grund til at tro, at vi har opdaget kræftens akilleshæl,« siger ledende forsker Timothy Bates til BBC News.
Capsaicin bruges allerede i medicin til behandling af psoriasis.
Den engelske pendant til Kræftens Bekæmpelse advarer dog mod at tro, at festorgier i de stærke chili kan forebygge eller helbrede kræft. Forsøgene fra Nottingham University er nemlig kun foretaget i laboratorier, ikke på mennesker endnu.