Fire chilenere blev i går varetægtsfængslet i 24 dage - sigtet for det voldsomme røveriet mod en urmager på Amager i lørdags, hvor en af gerningsmændene endte med at blive skuddræbt af politiet.
Yderligere to chilenere fik allerede opretholdt deres varetægtsfængsling i søndags, og alle seks betragtes som kriminelle af særlig farlig karakter. Men det er langt fra første gang at politiet støder på chilenske borgere, der begår kriminalitet her i landet.
"Tidligere har det meget været lommetyve på Strøget eller såkaldte morgenmadstyve på hoteller. Der har vi i mange år set chilenere og selvfølgelig også andre nationaliteter. Men i de senere år har vi også set chilenere inden for de grove røverier," siger politikommissær Henning Schou Kofoed fra afdelingen for Personfarlig Kriminalitet til Berlingske Tidende.
Sidste sommer begik tre chilenske gerningsmænd således røveri hos en guldsmed på Nørrebrogade og stak ejeren i halsen med en kniv. En af dem blev anholdt i Holland nogle måneder efter og var også mistænkt for grove røverier i både Sverige og Norge
"Vi tror, at der står en eller anden bag dem, trækker i trådene og sender dem rundt både i Danmark og i andre lande for at lave kriminalitet," siger Henning Schou Kofoed.