Chilenske myndigheder efterforsker 158 medlemmer af landets katolske kirke - både præster og lægfolk - for mistanke om at have begået eller dækket over seksuelt misbrug.
Sagerne vedrører hændelser, der går tilbage til 1960, og involverer 266 ofre, herunder 178 børn og unge.
Det oplyser den offentlige anklager Luis Torres mandag.
- Langt de fleste tilfælde vedrører seksuelle forbrydelser begået af præster eller personer tilknyttet uddannelsesinstitutioner, siger Torres ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ifølge anklageren er det folk fra hele spektret af den katolske kirke, der er involveret i forbrydelserne. Det gælder således alt fra biskopper til munke, bemærker han.
Erklæringen fra anklagemyndigheden giver for første gang en idé om omfanget af den misbrugsskandale, som den katolske kirke i Chile står over for - samt hvor mange mennesker der er involveret.
I sidste måned accepterede pave Frans i alt fem chilenske biskoppers afgang i den omfattende sag om seksuelle overgreb i kirken.
Adskillige højtstående personer i den katolske kirke i Chile er blevet beskyldt for at ignorere og dække over sexmisbrug begået af den pædofile præst Fernando Karadima i 1980'erne og 1990'erne.
I 2015 blev Juan Barros udpeget som biskop i Osorno af pave Frans, selv om han var beskyldt for at dække over Karadimas sexmisbrug.
Barros er en af de hidtil fem biskopper, hvis opsigelse er blevet accepteret af pave Frans.
En række chilenske præster, som har været involveret i sagen, er blevet frataget deres kirkelige pligter, skriver nyhedsbureauet Reuters.
/ritzau/