Retten i Esbjerg gav i dag onsdag den 61-årige Troels Madsen ret i, at det var ulovligt, da politiet i Varde fjernede ham fra tre forskellige kirker i Nørre Nebel, Henne og Oustrup. Det skriver JydskeVestkysten.
Troels Madsen skabte uro i kirkerne, fordi han havde set sig sur på præsterne i forbindelse med sjælesorg efter sin datters død, og derfor valgte politiet at frihedsberøve ham, inden gudstjenesterne begyndte.
Men paragraffen, som politiet benyttede til at få manden væk fra kirkerne, er oprindeligt tiltænkt fodboldbøller, og dermed var den svær at bruge i retten.
Troels Madsen har tidligere tilkendegivet, at han vil søge erstatning, hvis dommen var med ham.
De seneste måneder har Troels Madsen holdt lav profil, og der har ikke været ballade i nogen af kirkerne.