I en usædvanlig hård kamp om den sidste dumpeplads i den italienske Serie A måtte Chievo overgive sig og tage turen ned i Serie B sammen med Ascoli og Messina.
Den lille Verona-klub kunne have reddet livet med et enkelt point i Catania, men måtte se sig slået 2-0 på to scoringer i anden halvleg. Chievo ender på 39 point – ét sølle point færre end Torino, Cagliari, Siena og Torino.
I den sjovere ende af tabellen sluttede Inter af med en 3-0-hjemmesejr over Torino.
Fiorentina med Martin Jørgensen i startopstillingen og Per Krøldrup på bænken havde før sidste runde sikret sig deltagelse i næste års UEFA Cup trods en pointstraf på 15 point. Men Firenze-klubben sluttede af med manér, da Sampdoria blev sendt hjem med 1-5 i bagagen. Dermed slutter Fiorentina på femtepladsen – lige foran Palermo med samme pointtal.