Spring ud med Cher og Chas . Omtrent sådan lyder titlen på et nyt amerikansk tv-show, som kommer til at have musikeren og skuespilleren Cher som vært sammen med datteren Chastity Bono.
I showet skal 61-årige Cher og hendes 23 år yngre, lesbiske datter give gode råd til bøsser og lesbiske, der har svært ved at finde modet til at fortælle forældre og venner og bekendte om deres seksuelle overbevisning.
Det skriver blandt andre den norske avis Verdens Gang.
Chers datter Chastity, som hun fik sammen med afdøde Sonny Bono, var efter sigende 18 år, da hun betroede sin mor, at hun var lesbisk. Det fik fluks Cher til at sende datteren i terapi.
Siden har Cher accepteret realiteterne, og de skal nu stå sammen om at rådgive andre i showet, som mange af de største amerikanske tv-kanaler slås om at købe rettighederne til.