Når den engelske storklub Chelsea snart skal ansætte en ny manager, skal de finde en, der kan blive i jobbet i flere år.
Det siger klubbens erfarne midtbanespiller Frank Lampard, der efter 12 år i klubben har været nærmeste vidne til, at Chelsea har fyret den ene manager efter den anden.
- Ligegyldigt hvem der kommer, ville det være rart med noget kontinuitet, og jeg tror, at fansene ville blive gladere, hvis vi kunne få en manager, der kan blive her i mere end en halv sæson, siger Frank Lampard til The Sun.
Han hentyder dermed til den nuværende chef, Rafael Benitez, som i efteråret afløste Roberto Di Matteo, men som kun blev ansat som midlertidig manager for resten af denne sæson.
Det er stadig et åbent spørgsmål, hvem London-klubben vælger til at udfylde det brandvarme sæde efter sommerferien, men José Mourinho er et varmt bud på rygtebørsen til at gøre et comeback i klubben, hvor han var i mere end tre år fra 2004 til 2007.
- Jeg synes ikke, det vil være passende at nævne navne, mens Rafael Benitez er i jobbet, men jeg ved, at folk taler om José Mourinho. Han er en fantastisk manager, og der er ingen tvivl om hans kvaliteter, siger Frank Lampard.
Siden Mourinhos afgang i september 2007 har otte forskellige managers haft magten i Chelsea med Carlo Ancelotti som den mest langtidsholdbare af dem. Han fik to år i jobbet.
Lampards egen fremtid på Stamford Bridge er også usikker. Den 34-årige midtbanemands kontrakt udløber til sommer og er endnu ikke blevet forlænget.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.