Det helt store samtaleemne efter semifinalen i den engelske Liga Cup mellem Swansea og Chelsea er ikke, at Michael Laudrups walisere sender Champions League-mestrene slukørede hjem til London med et samlet nederlag på 2-0.
Britiske sportsmedier flyder til gengæld over med historien om Chelseas overtændte Eden Hazard, som kort før tid kom i karambolage med en bolddreng og fik direkte rødt kort for at sparke til knægten, der var væltet og lå oven på bolden.
Nu siger Hazard undskyld og giver samtidigt sin egen version af historien:
- Drengen lagde hele sin krop over bolden, og jeg forsøgte bare at sparke til bolden, og jeg mener, at jeg sparkede til bolden og ikke til drengen. Jeg undskylder, siger han til Chelseas egen tv-kanal.
Dermed er der samtidigt sluttet fred mellem parterne, lyder det.
- Bolddrengen kom ind i omklædningsrummet, og vi talte kort sammen, og jeg undskyldte, og drengen undskyldte også, og det er forbi. Undskyld, tilføjer Eden Hazard.
Chelseas manager, Rafael Benitez, ærgrer sig også over den dramatiske episode.
- Vi kan ikke ændre på det. Vi er skuffede, fordi vi mistede en spiller, siger han.
Efter kampen var der snak om, hvorvidt politiet ville gå ind i sagen, men bolddrengen skulle angiveligt have afvist at gå videre med sagen.
Rafael Benitez mener også, at sagen er lukket.
- De (Hazard og bolddrengen, red.) undskyldte over for hinanden. De talte sammen. Drengen ved, at han trak tiden. Hazard var frustreret og forsøgte at få bolden tilbage, siger Chelsea-manageren.
Swansea-bossen Michael Laudrup afviste efter kampen, at bolddrengen var instrueret i at holde på bolden for at trække tiden.
- Nej, nej. Jeg tror, at han blev skubbet og lå oven på bolden. Jeg kan forstå frustrationerne, når man er bagud, siger danskeren.
/ritzau/