Chelsea har angiveligt betalt en tidligere ungdomsspiller for at holde tæt om en talentspejders seksuelle overgreb i 1970'erne, skriver den engelske avis The Telegraph.
Avisen har præsenteret Chelsea for beviserne, og London-klubben har indledt en uafhængig efterforskning af sagen.
Den skal primært rettes mod den nu afdøde talentspejder Eddie Heath.
Chelsea oplyser, at klubben ved hjælp af et advokatfirma vil have afdækket den kedelige sag.
Fodboldklubben har søgt rådgivning hos Det Engelske Fodboldforbund (FA), som i forvejen efterforsker flere andre sager om overgreb i engelsk fodbold.
Ifølge The Telegraph har den tidligere ungdomsspiller en gang i løbet af de seneste tre år kontaktet Chelsea for at fortælle om overgrebene.
Det skulle være i den forbindelse, at Chelsea har betalt den tidligere spiller for at holde mund om anklagerne.
Den tidligere ungdomstræner Barry Bennell er også under efterforskning for otte tilfælde af seksuelle overgreb.
Bennells karriere som træner for unge fodboldtalenter strakte sig over tre årtier og foregik i klubberne Crewe, Manchester City og Stoke.
Bennell er mistænkt for at være en af flere fodboldledere, som har forgrebet sig på unge fodboldspillere.
Ifølge engelske medier har FA en liste på 250 ofre for seksuelle overgreb.
Politiefterforskningen foregår i otte politidistrikter i Storbritannien.
/ritzau/