Pengekassen er muligvis bundløs i Manchester City, men endnu engang har klubben måttet sande, at det ikke betyder, den kan få de spillere, den vil have.
City-manager Mark Hughes har offentligt bekendtgjort sin varme interesse for Chelsea-anfører John Terry, men nu slår London-klubben én gang for alle fast, at Terry ikke er til salg.
"Han er ikke tilgængelig for nogen pris. Han har en treårig kontrakt. Han har fortalt os, at han ikke vil væk, og vi ønsker, at han bliver hos os. Så er den ikke længere," siger Chelseas bestyrelsesformand Peter Kenyon til BBC.
Terry var da også med, da det onsdag blev bekendtgjort, at Chelsea har indgået en ny sponsoraftale med Samsung, der løber frem til 2013.
Mark Hughes har sagt, at han mener, Manchester City vil kunne tilbyde John Terry en anderledes udfordring efter at have tilbragt hele karrieren i Chelsea.
Manchester City har til den kommende sæson hentet Gareth Barry, Roque Santa Cruz og Carlos Tevez. Emmanuel Adebayor meldes også på vej.