Den brasilianske midtbanespiller Oscar har skrevet kontrakt med de engelske Champions League-vindere Chelsea.
Det oplyser hovedstadsklubben på sin hjemmeside efter at have hentet det 20-årige talent i brasilianske Internacional.
- Chelsea er utrolig glad for at kunne meddele, at Oscar er ny spiller i klubben, skriver klubben på sin hjemmeside.
Chelsea har ikke offentliggjort hverken kontraktens længde eller købssummen, men flere engelske medier vurderer, at midtbanetalentet har kostet klubben næsten 240 millioner kroner.
Oscar dos Santos Emboaba Junior, som er spillerens fulde navn, er allerede landet i den britiske hovedstad.
Det skyldes imidlertid, at han skal repræsentere sit land ved de olympiske lege, der officielt starter fredag.
Allerede torsdag spilles de første kampe i herrernes olympiske fodboldturnering, hvor Brasilien møder Egypten i Cardiff.
Den offensive midtbanespiller har spillet seks landskampe for Brasilien. En af kampene var endda mod Danmark, som mødte brasilianerne i maj i Hamburg. Kampen endte 3-1 til Brasilien.
/ritzau/