Chelsea-direktør bakker Mourinho op

Selvom Chelseas russiske ejer Abramovich og træner Mourinho tilsyneladende ikke længere er på talefod, får Mourinho nu fuld opbakning fra klubbens direktør.

Den engelske fodboldklub Chelseas spillemæssige krise har for alvor fået sindene i kog hos klubbens fremtrædende personer. Træner José Mourinho har været efter spillerne, klubbens russiske ejer Ramon Abramovich har været efter træneren og utallige beskyldninger om, hvem der har ansvaret, har fløjet frem og tilbage i medierne.

Den betændte situation har sat en del rygter i gang om, at den succesrige træner skulle være på vej til en anden klub. Men nu melder Chelseas direktør, Peter Kenyon, sig på banen og giver Mourinho klubbens fulde opbakning.

»Det er godt at høre. Det er altid vigtigt for en træner både at føle og vide, at klubben bakker op om én. At mærke klubbens støtte er ikke ensbetydende med, at man får en pose penge til at købe spillere for. Støtte er meget mere end det. Hvis klubben står bag mig, står de også bag mit hold, og det er vigtigt,« sagde Mourinho efterfølgende til SkySports.

»Hvis den støtte, som Peter Kenyon i dag er kommet med, er ægte, vil jeg være glad for at blive i Chelsea indtil min kontrakt udløber.«

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.