Martin Schmidt fratræder som cheftræner for den tyske fodboldklub Wolfsburg, meddeler klubben mandag på sin hjemmeside. Dermed skal den tidligere topklub for anden gang i denne sæson have ny cheftræner. Ifølge Wolfsburg er det Martin Schmidt selv, der har truffet beslutningen om at stoppe. - Martin Schmidt vil med sin opsigelse gøre vejen fri for, at Wolfsburg med en ny cheftræner hurtigst muligt kan sikre sig overlevelse i ligaen. - Det mål havde vi gerne nået med ham, men vi kunne ikke overtale ham til at ændre beslutningen. - Denne fasttømrede holdning må man respektere, om end jeg må tilstå, at det skuffer mig - også fordi han netop var Wolfsburgs ønsketræner, siger sportsdirektør Olaf Rebbe til Wolfsburgs hjemmeside. 50-årige Martin Schmidt tiltrådte i september sidste år hos Wolfsburg, efter at klubben fyrede Andries Jonker som cheftræner. Tidligere var Martin Schmidt cheftræner for Mainz. Her blev han cheftræner i 2015, da Mainz fyrede danske Kasper Hjulmand. Wolfsburg er nummer 14 i Bundesligaen med 24 point for 23 kampe. Klubben er uden sejr i de seneste tre ligakampe og har i alt kun vundet fire ligakampe i sæsonen. Wolfsburg har siden 1997 været en fast del af den bedste tyske række. I 2009 vandt klubben Bundesligaen for første og hidtil eneste gang, og så sent som i 2015 blev klubben nummer to i den tyske liga.