DA STATSMINISTER LARS LØKKE RASMUSSEN i tirsdags trak stikket på regeringens storstilede planer om at give skattelettelser var der både ros og ris. Mange i og udenfor Venstre rankede ryggen, fordi der var givet ”nok er nok” melding til Dansk Folkeparti.
SUBSTANTIELT ER DET DOG forbløffende, at regeringens mærkesag nummer ét simpelthen ikke kan løftes i nærheden af den borgerlige ambition. Det klare indtryk er, at Løkke ikke kan komme igennem med sin politik og faktisk ER statsminister for enhver pris, selv om han jo før har sagt, at det vil han ikke være.
OM LØKKE KAN MAN MED FAGLIGT respekt sige, at han finder (næsten) altid en vej videre. Og i denne omgang var det ikke statsministeren, der havde moslet de store skattelettelser og forhåndsfejringer på bordet. Det var Anders Samuelsen og LA. Den utroværdige linje har man nu interne Oxford-møder om i partiet, mens partiets meningsmålinger går mod syd.
VED STARTEN PÅ 2018 er der opbrud i blå blok. Eller er det et sammenbrud for det borgerlige projekt, når partierne kun kan enes om mikroskopiske skattelettelser?
Lad os lige genbesøge kommunalvalget i november. Der var to vigtige vinkler den 21. november, som på forskellig vis betyder noget for psykologien frem mod næste Folketingsvalg.
I ODENSE VAR DER NOGET så sjældent som et klasse-rent politisk opgør mellem at hæve skatten til flere hænder i ældreplejen og børneinstitutioner versus mindre skat og pengene har det bedst i borgernes lommer. Socialdemokraterne vandt det slag over Venstre på knock-out (og ja, Peter Rahbek var en populær figur med mere). I den forsimplede opstilling så vandt velfærd over skattelettelser, og det er et stort boost for de røde spinmestre. Deres fortælling har medvind – lige nu!
DET ANDET FUND VAR, at Nye Borgerlige især i medierne spillede en stor rolle. Det er første gang i nyere tid, at der findes en reel konkurrent til Dansk Folkeparti - til højre for partiet, vel at mærke. Når frontfiguren Pernille Vermund får ”airtime” – og det gør hun, meget tror jeg! – op mod et valg, står DF med en udfordring, vi måske ikke helt har set rækkevidden af. Desuden har Liberal Alliance spillet lige ind i Nye Borgerliges håb ved suverænt at demonstrere, hvordan man lover en masse og står tilbage med en tudekiks!
DER ER STEMMER FOR Nye Borgerlige at samle op, og LA og DF er næppe færdige med at slå stykker af hinanden. I radioprogrammet Slotsholmen i fredags, gav LA’s finansordfører Joachim B. Olsen denne karakteristik af DF:
”DF HAR GJORT MEGET GODT. Det var forkert, at de blev mobbet. De havde en pointe i udlændingepolitikken, men Dansk Folkeparti er ikke længere det dårlige selskab. Eller de ukorrekte. De har sejret, og når man gør det, må man vise format. Mit problem er, at de blev mobbet, men nu er de blevet de store, og de kan ikke opføre sig på anden måde.
Nu mobber de selv?
- Ja. De kan ikke lægge det fra sig. De har denne ekstra følsomhed."
BARE SENESTE EKSEMPEL på at der ikke er meget kærlighed tabt mellem LA og DF. Kristian Thulesen Dahl sidder stadig med mestertrumfen, når det gælder statsministerposten i Danmark. DFs leder er begyndt at tale om en regering mellem de tre store: S, DF og V. Det er næppe realistisk, men i den konstellation ligger DF i smørhullet og har overtaget rollen som statsminister-mager endeligt fra de radikale.
LARS LØKKE HAR IGEN købt sig tid. Og skal igen finde på en ny fortælling for hvilken politik, Venstre vil være regering for, før og efter et valg. Det skal han nok klare. DF vælter ham ikke, LA slikker sine sår, men lider ikke i stilhed. Det mest rolige borgerlige parti, de Konservative, kan logisk nok notere fremgang i de fleste meningsmålinger.
ET KEDELIGT TIP ER, at vi i 2018 stadig skal tale en del om udlændinge. Men dette uendelige politiske tema er ikke længere oplagt en borgerlig stemmegave, der bliver ved med at give. Mange virksomheder er optagede af at kunne få kvalificeret arbejdskraft. Og da de har sovet i timevis – undskyld, i årevis! – når det gælder selv at tage ansvar og uddanne dansk arbejdskraft, er ønsket at hive udenlandske hænder til Danmark. Det er regeringen og DF så ikke enige om at hjælpe virksomhederne med.
DESUDEN DUKKER DER nu historier frem om flygtninge, der leverer et solidt stykke arbejde på danske virksomheder. Det er mennesker, som bliver både populære og brugt til noget i vores samfund i stedet for at sidde i en lejr og vente på Godot!
HER ER DET DF, der udfordrer den besindige humanisme. Det kan heller ikke være anstændig borgerlig politik, når Lars Løkke i sin nytårstale sagde: ”I aften vil jeg sige til alle jer med udenlandsk baggrund, der med vilje, mod og hårdt arbejde har taget Danmark til sig: I er velkomne. I gør det godt. Bliv ved med det!”
Og samtidig sende folk som Mohamed fra Tican-slagteriet tilbage til Somalia.
ET TREDJE TEMA (efter skat og udlændinge), der dog indtil videre samler blå blok, er at beskære Public Service. Eller måske kun DR, det er stadig ret uklart. Tilbage i september 2017 spurgte vi på min fhv. arbejdsplads Fagbladet3F om danskerne syntes det var en god idé. 72 procent af de adspurgte mente, at det er vigtigt, at politikerne sikrer et stærkt public service-tilbud.
DET KAN STADIG BLIVE resultatet, men også her synes blå blok på vildspor i forhold til at få den brede befolknings opbakning til en mærkesag. Som med skattelettelser og udlændinge-stramninger har fortællingen om ”hvorfor vi skal den vej” ikke åbenbaret sig. Eller overbevist.
DET IRONISKE ER, at på de klassiske parametre går det godt i Danmark. Lav ledighed, stærk økonomi og flere kommer ud af overførselsindkomster. Det til trods er den borgerlige politik kørt fast.
ALT DET KAN METTE FREDERIKSEN og Socialdemokratiet glæde sig over. Men ret beset har vi endnu til gode i dybden at høre, hvilken linje hun vil føre som statsminister for Danmark. Og at se hvilken politik rød blok kan samles om! Det vil vi godt høre mere om i 2018.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.