Blog
Af Nicolai Kampmann
Se alle blogindlæg
Chefredaktør på Avisen.dk og UgebrevetA4. Har tidligere været chefredaktør på Fagbladet3F, kommunikationschef i 3F, Alka og Undervisningsministeriet samt journalist på det lukkede Aktuelt. Han vil ved givne lejligheder kommentere aktuelle begivenheder i politik og samfundsliv.
I DAG slutter Folkemødet i Allinge på Bornholm. Jeg har været med 6 gange, og for hvert år bliver det både større og mere folkeligt! Hvert år slår tanken mig: Hvorfor kan politikere og organisationer ikke tale sådan sammen noget oftere?
Og hvad er ”sådan”? Det er først og fremmest afvæbnet. Her tænker jeg ikke på, at gækken slås løs i telte og listige steder i nattelivet rundt om i det pittoreske fiskerleje. Danmark står ikke meget smukkere end en lys juni aften med højt til himlen og de bare klipper, der mildt tager imod den rolige Østersø.
Det gør noget godt for folk at komme ud under åben himmel. Smide slips og laksko, tale til interesserede og lyttende borgere lige foran en. Det gør det svært, ja faktisk forkert, at tale grimt eller dæmoniserende om hinanden.
DET ER ikke fordi, vi ikke kan vil høre forskellige synspunkter og opleve uenighed. Det er der klart mere energi i, end at alle er enige. Men måden hvorpå vi er enige. Det er det ”sådan”, jeg mener. Det er meget mere klædeligt end de ofte ørkesløse debatter i Folketingssalen.
Eller den forberedte polemik på tv med en studievært, der nogle gange er mere interesseret i at få sin vinkel på sagen hjem end at lytte til, hvad der bliver sagt!
Det er en læring for os journalister ”at tage med hjem”. Jeg havde fornøjelsen af at være ordstyrer for flere debatter, hvor der både var en god og respektfuld tone, og hvor de forskellige debattører talte om sagerne.
MED 3000 arrangementer og skønnet 100.000 deltagere har Folkemødet vokset sig stort. Det er blevet til en institution. Alt foregår yderst fredsommeligt. Et pusterum hvor politikere og journalister drikker fadøl med embedsmænd og lobbyister. Og bliver mere menneskelige end folket ellers går rundt og tror…
Problemet ved Folkemødet er ikke, at det mangler folk. Det er, at folkeligheden for hurtigt forsvinder fra politik, når Folkemødet er forbi!
Tilbage i den parlamentariske virkelighed brugte de radikale tiden på at skærpe betingelser for at pege på Mette Frederiksen som statsminister. Efter S-formanden melding om at partiet går selv er den radikale retorik blevet skærpet. Ikke alene står de to partier langt fra hinanden på udlændinge politik og økonomiske prioriteringer.
Den radikale leder Morten Østergaard vil også have en regering efter næste valg, der er uafhængig af Dansk Folkeparti. Den betingelse vil Mette Frederiksen ikke imødekomme. Og som vi skrev i går så er både S og DF-vælgere positive over for et samarbejde mellem de to partier. S-vælgerne vil i meget højere grad foretrække en alliance mellem S og DF end mellem S og R.
I ØVRIGT er det et pudsigt forskud på en situation, der måske ikke kommer! Det er fint nok, at partierne melder op, hvem man tænker at samarbejde med om hvad. Men der kommer et valg, og de mandater, partierne giver politikerne, må vel være udgangspunktet for eventuelle regerings-konstellationer?
Men de radikales buldren blev fulgt på Folkemødet. Der også bød på et LO-slag for bedre dagpenge under titlen ”Make Dagpenge Great Again”! Ganske inspireret af en Donald Trump vending, som i sin tid havde det fra Ronald Reagan.
DANSK INDUSTRI gav en fortjent opsang til sine medlemsvirksomheder om at tage flere lærlinge og Poul Nyrup blev 75 og brugte anledningen til at slå et slag for psykisk udsatte unge sammen med nuværende statsminister Lars Løkke og måske kommende statsminister Mette Frederiksen. Helt i Folkemødets ånd.
Karavanen af studieværter, journalister, politikere, lobbyister og ganske mange ”folk” forlader nu Bornholm. Der bliver ro igen på Østersøens Perle – og en perle er Bornholm!
Desværre forbliver ånden fra Folkemødet nok på Bornholm. Vi vender tilbage til kendte konflikt-positioner. Ærgerligt nok!