Berlingskes chefredaktør Lisbeth Knudsen melder sig i koret af kritikere af den såkaldte exit-prognose, som DR bragte allerede klokken 15 i eftermiddag.
Den bebudede, på et meget tidligt tidspunkt af valgdagen, at rød blok ville gå markant tilbage. En exit-prognose adskiller sig fra en exit-poll ved, at man spørger folk om, hvad de har tænkt sig at stemme. Ved en exit-poll spørger man folk, efter de har stemt.
Lisbeth Knudsen siger til Berlingske Tidende, at det er disrespekt for demokratiet, at offentliggøre exitpolls eller prognoser før valghandlingen er slut. Hun mener, at man risikerer, at påvirke vælgerne til at stemme noget bestemt.
“Se bare, hvad der sker i valgudsendelsen på DR. Sudieværterne begynder at tage udgangspunkt i exitprognosen og stille spørgsmål som om valget allerede var afgjort. Det er simpelthen en forkert påvirkning af valghandlingen.”
Også en valgforsker har over for Avisen.dk kritiseret metoden.
Berlingske omtalte dog selv den tidlige exit-prognose fra DR, fordi den blev debatteret og derfor var en del af mediebilledet.
“I det øjeblik DR offentliggør deres exitprognose, så er den ude alle steder i den offentlige debat. Politikerne kommenterer den, og den kører på de sociale medier. Så kan man ikke bare melde sig ud af at omtale målingen - heller ikke hos os, siger Lisbeth Knudsen til Berlingske Tidende. Hun efterlyser fælles spilleregler for medierne for omtalen af målinger.