»Det var det første, jeg tænkte. Det her er psykisk syg persons handling.«
Chefpsykolog ved Odense Universitetshospital Jørn Beckmann var ikke i tvivl, da han tirsdag hørte om overfaldet på den 10-årige Katrine.
»Fordi det var så umotiveret og spontant. Det var ikke planlagt i dagevis, men en spontan indskydelse og så voldsomt, så det må være en gal mands værk.«
Jørn Beckmann har stor viden om psykisk syge personer og deres kriminelle handlinger. Han beskriver deres univers som »et sindssygt univers.«
»Manden er drevet frem af impulser, af vrede og aggression. Alle rationelle tanker er slået fra. Han kan have hallucineret sig til at tro, at det er stemmer i hovedet, der siger, at han skal slå den lille pige ihjel,« siger Jørn Beckmann.
Under indlæggelse er psykisk syge medicineret, men når de kommer ud, holder mange op med at tage deres medicin, og sygdommen bryder ud, konstaterer han.
Han opfordrer politiet til at lede i bosteder efter personer, der tidligere har vist »uartikuleret og spontan vold«. LAIG
Men befolkningen skal ikke tro, at gerningsmanden angrer:
»Enten tænker han, at det var fint. Det var det, som jeg fik besked på. Min opgave er fuldført. Eller også har han slet ingen erindring om sin ugerning,« siger Jørn Beckmann.