Det er en kendt sag, at en række læger fra det offentlige sygehussystem har travlt med at komme hjem fra det offentlige sygehus, så de kan få tid til deres bijobberi: At behandle patienter på privathospitalerne. Ifølge Jyllands-Postens vurdering drejer det sig om mindst 500 læger på landsplan.
Men nu har ledelserne på Århus Sygehus og Aalborg Sygehus fået nok. Mindst fire ledende overlæger er degraderet til at være almindelige overlæger uden ledelsesansvar, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten onsdag.
Årsagen er, at de fire har købt sig ind i forskellige privathospitaler, og det er den åbenlyse interessekonflikt, der har ført til degraderingerne.
- Sygehusledelsen mener ikke, at en overlæge kan have en ledende
stilling på både et offentligt hospital og et privat hospital.
Interessekonflikten ligger i at have ledelsesansvar for to direkte
konkurrerende virksomheder, siger cheflæge Anne Thomassen fra Århus Sygehus til avisen.
På Århus Sygehus er det lederen af idrætsklinikken, Bent Wulff Jakobsen, der fra 1. oktober skal træde et trin ned af stigen, fordi han er medejer af den helt nye Eira - Privathospitalet Skejby A/S. Han mener selv, at han kunne håndtere situationen, men har accepteret ledelsens holdning.
En anden læge på sygehuset i Århus har fået samme besked efter, at han købte sig ind i Privathospitalet Mølholm i Vejle.
På Aalborg Sygehus er det samme sket for to ledende overlæger. Hammeren faldt, da de sammen etablerede et privat kirurgisk hospital, Artros.
Sektorchef på Aalborg Sygehus og de to overlægers chef, Svend Erik Østgaard, siger til Jyllands-Posten:
- En cheflæge på et offentligt sygehus skal lægge en strategiplan for at
få ventetiden på operationer ned. Men hvis han samtidig ejer et privat
hospital, som vil få flere patienter, hvis ventetiden i det offentlige
ikke går ned, vil han være inhabil i forhold til drøftelser af, hvad
der er strategisk hensigtsmæssigt for den offentlige
hospitalsafdeling.
Udover det moralske og de habilitetsmæssige spørgsmål strider bijobberiet med den aftale, som det daværende Amtsrådsforeningen lavede med Foreningen af Speciallæger i 2005.
Her hedder det blandt andet at, "at ledende overlæger og specialeansvarlige overlæger ikke bør have
bibeskæftigelse hos private hospitaler, klinikker m.v., der behandler
patienter efter det udvidede frie sygehusvalg, hvis dette indebærer en
interessekonflikt i forhold til hovedbeskæftigelsen".
Danske Regioner vil under de kommende overenskomstforhandlinger med blandt andet Foreningen af Speciallæger stramme reglerne.