Tusindvis af børn skal gå i SFO'en eller hen på fritidshjemmet, når de har fri fra skole. Men det er langt fra altid, at institutionerne har åbne, fordi lukkedagene hober sig op.
På Stevns og i Gladsaxe er der 11 lukkedage i SFO'er og på fritidshjemmene, mens der er 23 lukkedage i Hedensted, Næstved, Lejre og Ringsted, viser en stikprøveundersøgelse i 20 tilfældigt udvalgte kommuner, som arbejdsgivernes blad Agenda har foretaget, skriver Politiken.
I Dansk Arbejdsgiverforening (DA) er man forarget over, at en række kommuner holder lukkedage i sammenlagt mere end fire arbejdsuger.
"Jeg tror ikke, kommunerne er klar over, hvor store ulemper de påfører både forældre og virksomheder, når de holder lukkedage. De stakkels børn bliver helt ufrivilligt kastebold mellem pasningsordningerne og forældre", siger administrerende direktør Jørn Neergaard Larsen, DA, til avisen.
Han mener også, at de mange lukkedage smadrer forældrenes muligheder for at have et fleksibelt arbejdsliv.
På Christiansborg vækker tallene opsigt:
"Det overrasker mig, at der så stor forskel. Hvorfor kan man nøjes med 8 lukkedage i Billund, men har 23 lukkedage et andet sted i landet. Der skal selvfølgelig være plads til regionale forskelle, men det er værd at undersøge, hvorfor der er så overraskende store forskelle," siger Venstres erhvervsordfører Jacob Jensen.