Søren Nedergaard tør ikke længere have sine teknikeres navne på virksomhedens hjemmeside. Og det er der en simpel grund til:
- Mine konkurrenter jagter mine medarbejdere. Det gør de ved, at de ringer til dem og tilbyder dem højere løn, og det er kommet så vidt, at jeg har taget mine teknikeres navne af hjemmesiden, siger Søren Nedergaard til Børsen.
Han er administrerende direktør i Pronor Industriteknik, som med adresser i Aarhus, Haslev, Ringe, Aalborg, Herning og Middelfart er spredt ud over det meste af landet.
Jagten på andres ansatte i industrien er intensiv, og det betyder, at lønningerne stiger.
Ifølge Børsen viser Dansk Arbejdsgiverforenings seneste tal for lønudviklingen en lønstigning på 2,5 procent i årets tredje kvartal.
Ser man på udviklingen i reallønnen, som er lønstigning minus inflation, er den samlede realløn steget gennemsnitligt 1,6 procent fra 2015 til i dag, skriver Børsen, og konstaterer, at "det er en højere reallønstigning end i årene fra 2005 til og med 2008, hvor finanskrisen ramte".
Øget lønpres
Hos Pronor Industriteknik er det elektromekanikerne, som bliver kontaktet af konkurrenterne.
- Dem er der ikke så mange af, og det, der så sker, er, at vi stjæler medarbejdere fra hinanden, og det gør man ved at tilbyde mere i løn, og så går lønnen kun en vej, og det er op. Så det med øget lønpres er absolut noget, som jeg godt kan genkende, siger Søren Nedergaard.
Han har 55 ansatte og tre lærlinge, og fortæller til Børsen, at virksomheden hele tiden bliver nødt til at justere lønnen efter de forhold, der gælder på arbejdsmarkedet.