Alle medarbejdere har brug for anerkendende ord fra chefen, men jo mere gråt håret bliver, jo mindre ros og ros får de ansatte.
Det viser en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, skriver Djøf-bladet.
I undersøgelsen svarer 55 procent af de unge under 25 år, at deres nærmeste leder ofte eller altid giver den ris og ros, som de har behov for.
Som årene går, daler anerkendelsen og responsen fra chefen. Kun 36 procent af folk over 45 år føler, at de får den nødvendige ris og ros for deres arbejdsindsats. Næsten en tredjedel af seniorerne føler ligefrem, at anerkendelsen mangler.
Finn Frandsen, professor på Institut for Erhvervskommunikation under Aarhus Universitet, mener, at yngre medarbejdere har mere behov for ris og ros, fordi de er vant til at få 'likes' på Facebook.
- Den ældre generation har også behov for anerkendelse, men det behøver ikke at være så pompøst med priser og kåringer. Ros må gerne være mere stilfærdig. Vi ældre synes, det er noget pjat, når man f.eks. kårer bedste paper til en konference, siger han til Djøf-bladet.
Vilhelm Borg, seniorforsker på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, mener ligeledes, at alle ansatte uanset alle har behov for anerkendelse.
- Hvis medarbejdere mangler anerkendelse, kan folk komme i tvivl, om de er ønsket på arbejdspladsen, og om de yder en god indsats. Nogle vil sige, at undersøgelsen viser, at der sker aldersdiskrimination, og ældre bliver overset af cheferne, siger han til Djøf-bladet.
Thomas Munk-Larsen, COO for advokatfirmaet LETT, medgiver, at man som chef kan have en tendens til at fokusere mest på de medarbejdere, der har unge og nyuddannede og glemme de ældre og driftssikre.
- Det er en klassisk faldgrube ikke at rose, når det går godt, og tingene bare fungerer. Så tænker man ofte, at medarbejderne har styr på det og kender deres værd, siger han til djøfernes fagblad.
Newspaq