Det er temmelig ærgerligt, at have betalt 10 millioner kroner for en cd, man ikke kan lide. Men det er ikke desto mindre tilfældet hos pladeselskabet Island Record, der har betalt den store sum for at lokke Tom Jones til fra konkurrenterne EMI.
Det er vice-præsidenten i Island Records, der i en mail til en kollega fortæller råt for usødet, hvad han synes om den aldrende crooners nye cd "Praise and Blame".
"Jeg har lige lyttet til albummet i sin helhed, og jeg vil gerne vide, om det er en eller anden syg joke?" skriver David Sharpe blandt andet i mailen.
Vice-præsidenten er rasende over, at albummet ikke består af muntre popsange i stil med "Sexbomb" og "It's Not Unusual", der hører til blandt den walisiske sangers største hits. I stedet har han og hans pladeselskab fået en noget mere afdæmpet cd fra Tom Jones. Og det er altså til stor frustration for selskabet, afslører den lækkede mail.
"Vi har ikke investeret en formue i en etableret kunstner for at han så dukker op med 12 sange, der kunne være hentet fra Biblen," skriver Sharpe.
I mailen, der er skrevet før udgivelsen af det nye album, kræver vice-præsidenten derfor, at den storsælgende sanger enten kommer med et andet album, der er mere Tom Jones-agtigt eller at selskabet i stedet får sine penge tilbage.
Men sådan kommer det ikke til at gå. "Praise and Blame" udkommer den 26. juli.