Medierne er for hårde ved Ole Sohn (SF). Derfor er Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv lukket land for journalister.
Det siger arkivar Jesper Jørgensen til Jyllandsposten, men den forklaring bliver manet i jorden af arkivets direktør Louise Klarskov Skyggebjerg.
Det er rigtigt nok, at pressen ikke må få afgang til arkivet, men Ole Sohns behandling i pressen har intet med afvisningen at gøre.
"Der gives kun adgang, hvis det er til et forskningsprojekt, eller til personer, der selv optræder i arkivet i væsentligt omfang. Det er den aftale, vi har med DKP, og det er det, vi forholder os til," siger hun til Newspaq.
Derfor er der ingen journalister, der kan få adgang til arkivet.
"Hvis det kun er til en artikel og ikke et decideret forskningsprojekt, så kan man i udgangspunktet ikke få adgang," siger hun og tilføjer, at arkivarerne behandler alle ansøgninger for at se, om der kunne være grund til at give interesserede lov.
Direktøren vil af princip ikke forholde sig til sin ansattes udtalelse, ligesom hun ikke vil fortælle, om han får en reprimande.
Sagen tager udgangspunkt i kritikken af erhvervs- og vækstminister Ole Sohns fortid i det danske kommunistparti. Han er kritiseret for at have modtaget penge fra Sovjetunionen, dengang han var formand for det danske kommunistparti DKP.
Newspaq har i dag forsøgt at forholde statsminister Helle Thorning-Schmidt (SF) for kritikken af hendes erhvervs- og vækstminister, men hun ønsker ikke at udtale sig om den sag.