- Test dit tis! Den melding fik chaufførerne hos busselskabet Arriva i en periode, når de gik på toilettet, skriver Fagbladet 3F.
De skulle tjekke urinens farve. Changerede den mod det mørkegule, havde de måske drukket for lidt og var ved at dehydrere. Det kan være farligt i trafikken.
"Test dit tis" er en af de utraditionelle kampagner, som Arriva gennemfører med jævne mellemrum. For at undgå arbejdsskader gør busselskabet deres medarbejdere opmærksom på farer. Gerne på en provokerende måde, så det skaber diskussion.
Anders Lukowski, business excellence manager hos Arriva, kan ikke dokumentere, at chaufførerne er blevet bedre til at drikke vand, men han tror, kampagnen har haft effekt.
- I hvert fald har der været meget snak om test dit tis. Folk har syntes, det var en sjov idé. Test dit tis har skabt opmærksomhed, siger Anders Lukowski.
- På forhånd var jeg usikker på, om test dit tis var grænseoverskridende. Men vi kan godt lide at provokere. Somme tider laver jeg med vilje fejl på plakater, fordi det får folk til at reagere.