Nogle gange kan det være rart bare at spille backgammon. Uden at skulle tale om diagnose, sygdom og sociale problemer. Derfor har nogle unge taget initiativ til at skabe et netværk på internettet for unge med psykosociale problemer. Hjerterummet.dk henvender sig til aldersgruppen 15 til 35 år, som for eksempel er sindslidende eller skizofrene og har problemer med at have en normal tilværelse.
»De har et behov for at blive behandlet som almindelige mennesker og møde andre. Målet er at danne et landsdækkende netværk, hvor det hele ikke handler om sygdommen,« siger forstander Per Heinecke fra Hjerterummet.dk.
Nogle af de unge med psykosociale problemer lever i isolation, fordi de for eksempel har problemer med at finde et job. På hjemmesiden vil der også være en jobside med ledige job for mennesker, der har brug for ansættelse under særlige vilkår.