Sommerferie i Danmark er næsten udsolgt, men vil man hellere om bord på et fly og ned til de varme lande, så er det nu rejsen skal bestilles. For det gode vejr har nemlig fået salget af charterrejser til at gå langsomt. Og det tager blandt andet Star Tour nu konsekvensen af.
- Vi må erkende, at vi godt kan mærke det gode vejr. Derfor holder vi også et ufrivilligt charterudsalg, hvor priserne er reduceret med op til 50 procent. Vi vil nemlig gerne have folk op og afsted på ferie, fortæller salgsdirektør i Star Tour, Stig Elling.
Men det er med at komme afsted inden industriferien, der starter juli, for på det tidspunkt er mange af rejserne allerede solgt.
- Vi har solgt otte ud af ti rejser i skolernes sommerferie. Men vi har været optimistiske og sat ekstrafly ind. Og fortsætter det gode vejr må vi nok erkende, at det har en effekt på sigt, og at vi fremover må nedjustere sommerrejserne og opjustere vinterrejserne, fortæller Stig Elling, der ikke overrraskende kan fortælle, at det stadig er rejsemål som Spanien, Grækenland, Bulgarien og Italien, der er danskernes foretrukne.