Passagererne var på intet tidspunkt i fare, da et Sterling-fly fra Oslo lørdag måtte nødlande i Københavns lufthavn i Kastrup. Årsagen var, at der gik en alarm om, at der var et faldende lufttryk i kabinen. Derfor foretog kaptajnen en kontrolleret nødlanding, siger kommunikationschef i det norske Sterling, Stefan Vilner til avisen VG’s netudgave.
Dog var der noget drama, da iltmaskerne blev udløst fra flyets loft, hvorefter piloterne lod flyet dykke ned i lav højde
»Kabinepersonalet var meget flinke og gik rundt fra passager til passager og sørgede for, at alle fik maskerne på. Det var meget professionelt og de havde tydeligvis trænet sig i proceduren,« siger Anders Helliksen, der var passager på flyet, til VG.