Det ser kulsort ud for den ambitiøse Premier Leagueklub West Ham, efter at London-klubben lørdag blev kørt over 4-0 på udebane mod et andet bundhold Charlton.
West Hams store januarindkøb og ansættelsen af den velrenommerede manager Alan Curbishley, der kom fra netop Charlton, har ikke givet point på kontoen. Klubben er næstsidst i Premier League, og der er seks point op til nedrykningsstregen.
Det markante nederlag til Charlton er et tydeligt tegn på, hvilken retning det går i. De to klubber var á point inden mødet på The Valley.
10 uger tilbage fyrede West Ham sin manager, Alan Pardew. Symptomatisk nok for den kriseramte klub, står Pardew nu i spidsen for Charlton, der lørdag tilføjede sin gamle klub endnu et smertende stød mod næstbedste række.
Kampen var reelt lukkedet allerede efter første halvleg, hvor stillingen var 3-0 på scoringer af Darren Ambrose, Jerome Thomas og Darren Bent. Jerome Thomas nettede endnu en gang i anden halvleg i sejren, der nemt kunne være blevet flere mål større.
Liverpool fulgte op på Champions League-triumfen i Barcelona ved at besejre Sheffield United 4-0. Veteranen Robbie Fowler sendte sin klub på sejrskurs ved at score på straffespark i 20. og 25. minut, inden Sami Hyypia og Steven Gerrard udbyggede i anden halvleg. Daniel Agger blev sparret, men kom ind efter 77 minutter.