For den 63-årige fitnessdronning med balder af stål, Charlotte Bircow, var det kærligheden, som for tre år siden fik hende til at sælge sit hus og rykke hele vejen til Monaco.
Her flyttede hun sammen med hendes kæreste, fodboldagenten Per Steffensen, men nu har savnet fået hende til endnu engang at rykke teltpælene op og vende snuden mod Danmark.
Det fortæller hun på instagram.
- For fire år siden mødte jeg min kæreste, og kærligheden og lysten til at prøve at bo i udlandet fik mig til at flytte til Monaco. Jeg har nydt årene i dette smukke overdådige lille land, men har savnet familie, venner og lidt mere at rive i, så nu vender jeg snart retur til Danmark, afslører Charlotte Bircow.
Selvom Charlotte Bircow er færdig med Monaco for nu, er hun bestemt ikke færdig med Per Steffensen.
- Kærligheden trives stadig i bedste velgående. Per og jeg rejser bare lidt frem og tilbage til hinanden, forsikrer Charlotte Bircow.
Hun dukkede lørdag aften op til "Hjertegalla" og på den røde løber fortalte hun, at flytteplanerne endnu ikke er helt på plads, men at det formodentlig bliver i en ikke så fjern fremtid, at hun flytter tilbage til Danmark.